Hvad kan Adele og depression lære mig om kreativitet?

Forleden så jeg er klip med Adele, hvor hun fortæller, at hun bruger 3 år på at restituere efter hver plade, hun laver.
Det tænker jeg godtnok en hel del over...
Hvordan de kreative processer virker - og hvordan den mentale og følelsesmæssige side af de kreative outbursts aldrig rigtig helt er dem, vi ser.

Det rammer mig på en lidt sær måde at høre en kunstner som Adele være så afklaret med, at hendes proces strækker sig over en 3årig periode (mindst!).
3 år er lang tid? Nærmest uoverskuelig lang tid - især, hvis man ikke selv ved, at den visne, halvdøde kreative udmattelse ‘kun’ er en fase, og man i stedet for kommer til at tro, at det er en permanent ting.

Jeg kan mærke jeg går og tænker over, at det ville være så rart, hvis man ‘bare’ kunne nøjes med at processer er sådan noget, der varer et år, fx. Nogle måneder, måske?
1 år er stadig lang tid, men dog alligevel en dejligt afgrænset periode, hvorimod 3 år kan føles skørt uoverskueligt.

Jeg synes, at jeg har svært ved at finde mig selv i min egen proces for tiden.
Jeg øver mig i at lære at være tilstede i verden med kronisk depressivitet, uden at det hverken definerer mig eller den måde, jeg ønsker mit liv (og min glæde) skal føles.

Jeg insisterer på at være langsom og kærlig i alt, hvad jeg gør - og de fleste dage er det umådeligt smukt, og så bliver jeg alligevel ramt af de dage, hvor jeg har lyst til at skrige over, at jeg ikke ved, hvorhenne jeg er i min proces, eller faktisk ikke engang ved, hvad min proces handler om.
Jeg kan føle mig så uendelig lost. Så uendeligt, uendeligt lost. Og samtidig er jeg jo lige hér, og lige midt i ét eller andet
- det er jeg jo! Også selvom jeg ikke helt forstår det.

De dage ville jeg ønske, jeg havde det som Adele; at det bare lige er sådan noget jeg ved:
Det kreative afterflow tager 3 år, og så kan man sætte et kryds på en tidslinje og se, hvor langt man er nået i sin udmatning, inden man igen kan forvente at kreativiteten og inspirationen dukker op.
Sådan fungerer det bare ikke for mig. Og ok med det. Jeg er heldigvis ikke Adele, og der er andre dage hvor uforudsigeligheden er smadder sjov og spændende.

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er for tiden.
Denne gang har jeg haft det sådan siden februar, og jeg tror ikke jeg er færdig med at have det sådan i et stykke tid endnu. Jeg er stadig i en slags efterslæb efter udstillingen på Formland, og det øver jeg mig i er ok.
Jeg øver mig i, at det er sådan mit sind og min proces flyder.

Der kommer andre tider, hvor jeg har større klarhed, og større gejst.
Sådan er det vist bare. Og ellers, så ringer jeg til Adele og spør’ efter nummeret på hendes terapeut 🤷🏼‍♀️😂