Hvorfor det er godt at huske, hvor stresset jeg var

Der går ikke én dag, uden at jeg tænker over det.
Den frihed og stolthed og taknemmelighed jeg oplever, ved at være selvstændig er ikke en selvfølge.

Hold op, hvor har jeg grædt mange nætter af angst og bekymring og stress - over alt muligt arbejde.
Så mange tårer. Så meget stress.
Så meget bekymring, at jeg til sidst ikke engang kunne mærke mig selv - og da slet ikke min kreativitet - men kun mit arbejde…

Det er et kæmpestort valg, selv at sætte sit arbejdsliv i værk.
Kæmpestort.
Og det tænker jeg over, hver eneste dag.

At det ikke er alle, der har den frihed, jeg har.
At det ikke er alle, der føler den stolthed, jeg gør.
At det ikke er alle, der har oplevet at vågne om morgenen og tænke “YES - jeg skal på arbejde nu!”

Jeg tænker ret meget på at huske.
Jeg skal huske, hvor angst jeg engang har været. Og hvor stresset, jeg var. Bekymret og uligevægtig, og så fuld af mismod, at jeg dårligt nok ænsede dagene, der spurtede afsted omkring mig.
Jeg skal huske det, for det er vigtigt ikke at glemme hvorfor jeg har truffet dét her vilde valg om at stå selv.
Stående selv. Sætte i værk.
Selvstændig. Iværksætter.

Der går ikke én dag, uden jeg tænker over, hvor taknemmelig jeg er.

Det er ikke en selvfølge, at føle sig fri.
Det er ikke en selvfølge, at være stolt af sit arbejde.
At føle, man tjener et formål. At man er det helt rigtige sted.
Det er ikke en selvfølge at elske sit arbejde.

Det husker jeg, hver dag.
Og taknemmeligheden over at huske alt det, den er faktisk den eneste og største selvfølgelighed i mit arbjedsliv.