Hvornår må man kalde sig forfatter - eller kunstner?

Jeg synes stadig det er svært at kalde mig forfatter 😳
Det er lige så svært som at kalde sig kunstner.

“Nej nej, det er jo ikke en ‘rigtig’ bog, det er jo bare mig selv, der har sat den sammen og betalt for at få den trykt…”

Jeg kan (desværre) høre mig selv sige sådan noget - er det ikke skørt?
Der findes 2 bøger nu, hvor mit navn står på forsiden, og alligevel kan jeg mærke det strammer en lille smule i struben og ego’et, når jeg skal sige det højt: “Jeg er forfatter”

“Må man godt det?”, spørger jeg mig selv. Hvornår må man kalde sig forfatter? Hvornår må man kalde sig kunstner?

Hvad er det egentlig der gør én til forfatter? Eller kunstner? Er det en først noget man må kalde sig, når ANDRE synes man er det?

Jeg ved for mit eget vedkommende, at forfatter-titlen føles lånte fjer, fordi jeg *tror* man først er *rigtig* forfatter i det øjeblik, at det er nogen andre, der har udgivet det, man skriver.
Det er 100 % imposter-syndrom for min part 🤷🏼‍♀️
Det er fuldstændig som dengang, jeg heller ikke turde kalde mig forfatter, fordi de ting jeg skrev *kun* var digitale og ikke *rigtige*.

Bah! Hvad er det for noget humbug?
Først troede jeg, at jeg ville føle mig som *rigtig* forfatter, hvis bare jeg skrev rigtige bøger, som blev trykt og læst af andre. Og nu tror jeg, at jeg først vil føle mig som *rigtig* forfatter, hvis bare jeg havde et forlag til at udgive bøgerne.

Det handler aldrig om bøgerne vi udgiver - men om tankerne, vi tænker.

Jeg bliver nødt til at konkludere, at jeg nok aldrig rigtig kommer til at føle mig som en *rigtig* forfatter eller kunstner eller nogetsomhelst 🤷🏼‍♀️
Det ligger ikke til mig at være skråsikker, og tvivl på min egen berettigelse er altid en fast makker i det her kreative skøre liv.
Jeg kommer aldrig til at føle mig *rigtig* til noget som helst.

Og hele kernen i den her problematik er, at DET ER OK!

Det er OK at jeg kommer i tvivl om jeg må kalde mig forfatter, eller om jeg er værdig nok til at bruge ordet tekstilkunstner om mig selv.
Det er OK at være i tvivl. Det er OK at spekulere og give op. Det er OK ikke at vide, hvad jeg skal kalde mig selv.

Faktisk er det så ok, at det gir’ mig ret meget fri - for jeg ved, jeg aldrig finder fred med det, så derfor kan jeg lige så godt bare lade det ligge, ik.
Og så koncentrere mig om noget andet.

Jeg er forfatter.
Egentlig ikke fordi jeg selv *tror* på det, men fordi der findes 2 bøger med mit navn på forsiden, og fordi det er det absolut nemmeste ord at bruge til at beskrive dét, jeg laver.
Jeg er forfatter. Jeg er kunstner.
Jeg behøver ikke tro på det, eller føle mig berettiget.
Jeg behøver bare være det ♥️