Hvilke ting har ændret sig mest på de første 4 år?

I disse dage går jeg og kigger på kalenderen med en sær kriblen i maven. Det er februar, vintergækkerne står i flok og skutter sig i halvmørket ude i min have, og mit lager af tørrede farveplanter er efterhånden ved at være brugt op.

Jeg længes efter forår. Februar har aldrig helt været min kop te, det er altid en lidt underlig ikke-måned. Ikke helt vinter. Og ikke helt forår endnu.

Men for fire år siden fik februar en helt særlig plads i min kalender - og i mit hjerte:

På skuddag 29. februar 2020 blev Hvileløs født!

Yes. På skuddag. Intet mindre kunne gøre det ;-)
Jeg har gået og klukket i mit stille sind over at det netop var dén dato, at jeg modtog mit cvr-nummer, og med ét slag blev nybagt selvstændig kunstner;
æresdiplomet var såmænd bare en helt kølig og klinisk mail fra Erhvervsstyrelsen. Ikke noget ‘tillykke’ dérfra, haha.
Så jeg fejrede selv, at det selvfølgelig blev årets mest usandsynlige dag, at jeg stiftede den mest usandsynlige drøm.
Som humlebien, der ikke selv ved, at den ikke kan flyve ;-)

Glæden varede kun ganske kort.
Jeg kastede mig ud i min drøm, med store forhåbninger og armbevægelser - og inden der var gået 14 dage blev vi ALLE sendt hjem. På ubestemt tid.
Og så sad jeg dér og flagrede med alle mine ideer og talenter, og følte mig nærmest slået hjem igen, allerede inden jeg overhovedet var kommet i gang.

Resten er vand under broen, som man siger. Temmelig meget vand.
På de fire år der er gået er der sket ret meget. Både indvendig og udvendig.
Det er ikke den samme virksomhed jeg har i dag, som den jeg startede dengang. Hvileløs har udviklet sig, og det har jeg også.

Når man bygger en drøm og en virksomhed kan man godt komme til at tro, at man er ‘færdig’, når man har taget det første store spadestik. Men sandheden er, at det først er dér alt det svære arbejde går i gang.
Det er en sandhed, som jeg selv har måtte lære på den (virkelig) hårde måde af flere omgange - og som jeg ville ønske, vi talte lidt mere om, når samtalen falder på iværksætteri og drømmen om at være selvstændig.

Sandheden er: Du er ALDRIG færdig. Der er ALTID noget, der ændrer sig.
Sådan er det at være et menneske - og sådan er det også at have en virksomhed og en drøm.

Verden ændrer sig. DU forandrer dig. Der sker ting, der påvirker verdensøkonomien. Nogen bliver syge. Nogen bliver klogere. Der dukker epidemier op. Man løber tør for penge. Man løber tør for ideer. Man får nye ideer, bedre ideer, flere ideer. Man lærer. Man vokser.

Man forandrer sig.

Man bliver aldrig færdig!

Hvis jeg kigger på min egen drøm og min virksomhed over de fire år, der er gået, så er det meget tydeligt, at

Min virksomhed er stadig præcis den samme, som dengang jeg startede.
Forstået på den måde, at det stadig er præcis den samme drøm, jeg drømmer:
Jeg vil skabe NÆRVÆRENDE og VÆRDIG kunst af genanvendte materialer, og jeg ønsker at være en del af samtalen om kreativitet, etisk forbrug og sund livsbalance.

Og samtidig er det også meget tydeligt (hvis man ved, hvor man skal kigge), at

Alt det indvendige er blevet skruet på, skærpet, justeret og rettet til.
Eller sagt med andre ord: Det er stadig præcis det samme maskine, men alle tandhjulene har fået nye pladser. Alle!

Jeg har været tekstilkunstner i Hvileløs i 4 år i dag. (yey, me!)
Og på de fire år er der sket nogle ret store forandringer - med mig, og med Hvileløs.

De allerstørste spring, det er dem her:

Navnet.
Jeg valgte navnet ‘ReWoolSolution’ i 2020, fordi jeg følte, det indeholdt de allervigtigste aspekter i den drøm, jeg havde bygget:

Re - handlede om at genanvende og reducere spild af ressourcer.
Wool - handlede om at det især var ulden, jeg kunne mærke en forbindelse til.
Solution - handlede om, at jeg ønskede at være en del af løsningen ifht at skabe arbejdspladser på kanten af arbejdsmarkedet.

ReWoolSolution var et godt navn. Men det var også et navn, der lovede enormt meget - og efterhånden, som jeg kom længere ned i min egen praksis gik det blandt andet op for mig, at min oprindelige forestilling om at jeg skulle ansætte flere mennesker, ikke rigtig passede ind i denne virksomhedsmodel - eller drøm.
Jeg ønsker stadig at være en del af løsningen - og er det også, men bare andre steder ;-)

(Og så blev jeg faktisk, helt ærligt, lidt træt af et navn med ‘Re-’ i - mest fordi, at det havde alle andre også, og så gad jeg ikke, hahah…)

Men den største forandring var nok, at navnet på et tidspunkt begyndte at føles ‘distancerende’ til mig selv. Som om jeg gik på arbejde i nogen andres virksomhed. Det blev et navn, der føltes fremmed, og jeg vidste at jeg blev nødt til at træffe et mere personligt og nærværende navnevalg.

’Hvileløs’ kom helt af sig selv, efter meget kort overvejelsestid.
Jeg var selvfølgelig bekymret for om det ville forvirre alle andre i mit community at jeg pludselig skulle til at hedde noget andet - men jeg tror, at netop fordi navnet ‘Hvileløs’ er meget mere MIT navn, meget mere MIG, så gav det faktisk bare helt sig selv.
’Hvileløs’ er både mig, og ikke mig. Det er et godt ord, der rummer mange tolkningsmuligheder. Det er et godt og langtidsholdbart navn, og jeg er virkelig glad for at jeg traf den beslutning.

Hverdagen
I løbet af de fire år jeg har arbejdet professionelt med tekstilkunst har jeg arbejdet ret mange forskellige steder - men allermest har jeg arbejdet hjemmefra.
Det har været en nødvendighed, både rent økonomisk - men også fordi min families livsomstændigheder gjorde det nødvendigt, at jeg var i nærheden.

Jeg har elsket at arbejde hjemmefra, selvom det har været en udfordring at skille tingene ad. Men i efteråret 2023 blev det meget tydeligt for mig, at hvis jeg ønskede at tage mit eget arbejde helt seriøst, så blev jeg nødt til at prioritere min arbejdstid og mit fordybelsesrum.
Siden jeg har flyttet mit værksted ud af vores private hjem har jeg oplevet en KÆMPE forskel i min produktivitet, min fordybelse og min glæde ved at køre på arbejde. Og min familie har ikke længere brug for mig på samme måde som tidligere, så det var det helt rigtige valg.

Måske ét af de bedste valg og største forandringer jeg har gjort overhovedet på de her 4 år!

Når jeg kører hjemmefra hver morgen er der ét bestemt sted på min tur, hvor jeg kommer op over en bakketop og foran mig åbner himlen sig, og afslører en storslået udsigt ud over kysten mellem Juelsminde og Vejle. På helt klare dage kan jeg se helt til Lillebæltsbroen og videre til Fyn.

Det lillebitte øjeblik på min vej ud til mit værksted i skoven - det føles helt magisk!
At få lov til at starte sin dag med en storslået påmindelse om hvor smuk en verden, vi lever i?! Det bliver næsten ikke større for mig - og hver morgen bliver jeg nødt til at holde ind til siden og tage øjeblikket ind, og dele et foto på Instagram. Hver morgen er ny. Hver udsigt er ny.
Det er især én af grundene til at jeg elsker at køre på arbejde. Det giver mig så mange nye horisonter.

Kunsten
Men mest af alt kan jeg faktisk se, hvor meget min kunst har flyttet sig!

Alle der arbejder med at skabe et udtryk, uanset om det er med ord, musik, garn eller noget helt andet, kender den oplevelse at se tilbage, og opdage hvor meget man har ændret sig.
Jeg er blevet mere blå - faktisk helt konkret. Der har været et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne udstå blå - hvilket nok kan være temmelig svært at se nu, hvor blå nærmeste er en fast bestanddel i samtlige af mine værker ;-)

Jeg lægger mærke til, at mine farvevalg er blevet mere skarpe. Og jeg er blevet mere ferm i mit håndværk. (Begge dele kommer med træning. Timer og atter timers træning - så kan man simpelthen ikke undgå at bliver bedre til sit håndværk.)

Og så lægger jeg mærke til de der beslutninger, der træder med ind i kunsten, som er en del af hele udtrykket, uden at man nødvendigvis helt lægger mærke til dem:
Siden jeg startede er jeg langsomt, men sikkert, helt ophørt med at bruge materialer, der indeholder kunststoffer. Jeg bruger kun de rene, naturlige, kloge fibre nu.
Jeg er også holdt op med at bruge garn, der er farvet kemisk. Jeg har haft det liggende længe, men det har føltes mere og mere irrelevant for mig - og på et tidspunkt opdagede jeg, at jeg faktisk slet ikke bruger det mere. Så jeg har skilt mig af med det igen.

Skuddag er en særlig dag, og februar er også begyndt at føles som noget særligt.
I dag fylder Hvileløs 4 år, og jeg føler mig stolt, ydmyg, taknemmelig, glad, ansvarsbevidst, optimistisk og en smule rørstrømsk.
Jeg ved allerede nu, at hverken jeg selv, min virksomhed eller min kunst er det samme sted om 4 år - og det er fuldstændig som det skal være.

Livet er i sig selv et helt kunstværk, og jeg er faktisk bare virkelig stolt og taknemmelig over, at jeg i det her liv får lov til at være medskaber på lidt af magien.