mandag den 29. april 2013

Gammel giveaway - ny vinder

Nina vendte aldrig tilbage (øv, Nina - hvis du læser dette, så send mig lige en mail, så har jeg noget andet til dig i stedet!)

Men en ny lodtrækning betyder, at det nu er Mette der har vundet en pakke fuld af dims og krimskrams :-)


Tillykke, Mette - jeg glæder mig til at høre fra dig!
Kh Trine

fredag den 26. april 2013

Nina - er du her?

Giveaway

Engang for længe siden trak jeg lod om denne samling skøre og småskæve dimser.

Det var Nina der vandt - men jeg har ikke hørt fra dig endnu?

Hvis du læser dette, så skynd dig at sende mig en mail med din adresse, så du kan få din gave.
Hvis ikke jeg hører fra dig inden weekenden er slut, trækker jeg lod igen blandt dem som deltog i lodtrækningen.

Kender du Nina? Vil du ikke lige fortælle hende at hun er efterlyst?


onsdag den 17. april 2013

Kreative øvelser til lockoutede børn

Kreativ liste til lockoutede børn
Når dørene er lukkede bliver vi nødt til selv at finde på!

For øjeblikket er vores hverdag fyldt med børn i alle kroge og hjørner.
De sidder og putter sig bag disken i de forretninger vi handler, de er med på café, de stempler huller eller sidder og tegner i hjørner på kontorer, de kører med rundt i biler og varevogne.

Vores børn er for øjeblikket en meget synlig del af det praktiske hverdagsliv.
De er nemlig ikke i skole.

Der er mange, mange, mange holdninger til lockouten, og det er ikke min mission her, at forholde mig til hvem der har ret og hvem der ikke har.

Men jeg bevæger mig rundt i hverdagslivet, og kigger på de børn der pludselig fylder op på alle ledige stole rundt omkring os. Og jeg ser hvor tydeligt det er, at de KEDER sig!

Børn, der keder sig gør som regel én ud af to ting:

- ENTEN begynder de at ynke sig og plage deres forældre om at blive underholdt, for - som regel - til sidst at finde trøst og tankefred foran én eller anden maskine, som gør det meste af tænkearbejdet for dem.

- ELLER også kommer de til at kede sig så meget, at de bliver NØDT til at finde på noget. Noget andet. Noget spændende.

Vores børn har ikke godt af ikke at være i skole.
Men måske er der et par af dem, som på grund af den nuværende politiske situation bliver TVUNGET til at tænke kreativt og i nye baner.

Du har sikkert også et par lockoutede børn i din nærhed.

Og (nu lufter jeg lige en lille fordom, ikk...) - hvis du er af dén støbning, at du synes det er interessant at læse med herinde om kreativitet og håndarbejde, vil jeg næsten vædde med, at de børn du har i din nærhed også er af dén støbning, hvor kedsomhed ikke er altødelæggende, men tværtimod en udfordring til at hitte på.
Det er i hvert fald min påstand.

Men selv kreative børn (og voksne) kan løbe tør for ideer!
Så her får du lige en lyn-liste med udfordringer du kan give dine lockoutede børn til at sætte skub i hverdagskreativiteten, også de kommende dage.
Listen er slet ikke grundig eller fyldestgørende, men blot en hurtigt kickstart til jeres hverdagskreativitet!

Kreative øvelser til lockoutede børn (og deres voksne):

- Find en kogebog. Vælg et tilfældigt tal. Slå op på den side, og så SKAL I lave den opskrift, der står på siden. For de større børn kan det også være en udfordring at lave budget, selv handle ind, og selv lave maden.

- Find 3 gamle dameblade, saks, lim og blankt papir. Giv los, og se hvad der sker?
Alternativt kan du stille børnene udfordringer om at lave collager med forskellige temaer; øjne, farver, blomster osv.

- Find en gammel sko. Hvad ville der ske, hvis den kunne tale? Måske kan den skrive historier? Lave teater? Klæde sig ud?

- To papkasser, en rulle malertape og en sprittush. Hvad kan I bygge?

- Tegn en lang bane på et stort stykke papir, og fortæl børnene at de skal opfinde et helt nyt spil. De skal selv lave reglerne, designe brikker mv, og bagefter skal de lære dig hvordan man spiller det.

- Køb fortovskridt (eller brug opskriften herfra) og rend ud i solen og led efter store fliser, hvor I kan tegne doodlemønstre. Trine har nogle vidunderlige anvisninger til de smukkeste mønstre på sin blog!

- Giv dit barn 50 kroner til at bruge i fx Tiger eller Søstrene Grenes - men KUN til at købe ting, man kan lave noget ud af.

- Byg insekter af papir, tape og ståltråd.

- Skriv en liste med forskellige professioner ned; fotograf, bager, servitrice, lærer mv. Luk øjnene eller slå med en terning; dén profession du lander på skal du en hel dag forestille dig du er.

- Gå på taljagt i jeres nærområde - udstyret med mobiltelefoner og/eller andet teknisk udstyr skal I finde og dokumentere talrækken fra 1 - 100

- Find tegnegrejet frem og sæt musik på. Sig til børnene at de skal designe deres drømmeværelse. Find evt. gamle dameblade mv. frem som de må klippe i.






mandag den 8. april 2013

Abstinenser...

Jeg elsker at blive inspireret af mit garn

Jeg savner mit garn....

Der har været så stille herinde i nogen dage - jeg ligger nemlig i flyttekaos både fysisk og mentalt.
Mit hjem er blevet skiftet ud her i påsken, og det tærer på de kreative kræfter, når der er tusinde praktiske gøremål, der står i kø.

Til gengæld har jeg haft stor fornøjelse med at pakke hele mit kreative lager ned, og pakke det ud igen i friske omgivelser.
Det er meget sundt at gen-overveje hvorhenne alting skal bo, og hvordan mit (hjemme)kontor skal indrettes.
Hvad skal bo i skufferne tættest ved min plads? Hvor stiller jeg lim og sakse, så jeg kan nå dem? Hvordan får jeg lavet et system til mine strikkepinde?

Og det vigtigste spørgsmål af dem alle; GARNET - hvor skal garnet placeres. Og hvordan?

Det er ikke for sjov at indrette sit garnlager. Og slet ikke, når man har så meget stående, som jeg har.
Jeg har været ude i forskellige modeller:
- Jeg kunne organisere det efter kvaliteter. Uld for sig. Silke for sig. Babyalpacka. Bomuld.
- Jeg kunne også stille det op efter størrelsen på spolerne
- Måske kunne jeg sortere det efter hvilke garnkvaliteter jeg bruger hyppigst?

Men jeg endte med at sortere det efter farver. Det logiske valg, trods alt.
Nu står det i hyldevis, og lokker mig til at afprøve nye farvekombinationer, og ser bare så lækkert og indbydende ud.

Jeg savner kvalitetstid med mit garn. Især, når det tager sig så smukt ud som nu.
Har du nogle materialer som du kan få abstinenser efter?


HUSK i øvrigt - jeg holder strikkeworkshop 27. april! Der er stadig pladser at få, og du kan læse meget mere her

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...