søndag den 31. marts 2013

Blomsterhimmel og workshop i Kuben

Mit skrivebord - fyldt med blomster
Mit skrivebord i Stormsalen - fyldt med blomster, inden jeg måtte finde et sted med bedre plads.

Der har været stille her på bloggen - men foråret kaldte, og jeg blev simpelthen nødt til at svare!

Jeg blev jo inviteret til at udsmykke Kuben med forårsblomster og arrangere en påske-workshop - og her er en lille billedkavalkade af de mange dages sjov med silkepapir.

Jeg foldede mindst (!) 50 af de kæmpestore silkepapirsblomster - og det var temmelig heldigt, at vi samtidig overtog vores nye lejlighed, så jeg kunne få lov til at fylde med lyserødt silkepapirhelvede ud over det hele...

Blomsterhimlen blev monteret med fiskesnøre, og hænger stadig nede i Kuben, og ser svævende sprødt ud.
Det var lidt af en udfordring at kravle rundt på den tårnhøje stige for at binde alle enderne sammen, men det færdige resultat var lige til at få gåsehud over!

Jeg havde allieret mig med Phucisme, der havde lavet nogle helt enkle, grafiske blomstermotiver til mig - og de klædte blomsterhavet rigtig flot.

Forberedelser til installation i Kuben, Horsens

Forberedelser til installation i Kuben, Horsens


Blomsterhimmel i Kuben
Kuben er 6 x 6 x 6 meter. Den stige er HØJ! 

Opsætning af blomsterhimmel i Kuben, Horsens - Meraki

Blomsterhimmel i Kuben med grafisk print fra phucisme - Meraki


Workshoppen var rigtig hyggelig, der kom rigtig mange mennesker forbi i løbet af eftermiddagen. 
Der var mange, der kunne huske at de havde lavet serviet-blomster på samme måde til deres konfirmationer mv.
Det var sjovt at se, at det ikke kun var børn og unge, der kom ind og satte sig og legede med - adskillige voksne kom også ind for lige at lave en enkelt blomst eller to.

Tusinde tak for besøget, det var rigtig hyggeligt at se jer!


Kreativ workshop i Kuben, Horsens - Meraki

Kreativ workshop i Kuben, Horsens - Meraki

Kreativ workshop i Kuben, Horsens - Meraki


Nu er der kun tilbage at få klippet alle blomsterne ned igen. Men det er (heldigvis) først i morgen...
Rigtig god påske til jer allesammen!


torsdag den 21. marts 2013

Nissestrikkelænker?



Nogen gange kan jeg godt komme lidt til kort, når jeg skal svare på hvad det egentlig er, jeg laver i dét der Meraki...

Det ved min (vid)underlige veninde, Maria, heldigvis.

Hun skrev til mig tidligere i dag - og jeg bliver simpelthen nødt til at dele hendes besked med jer, for jeg spruttede morgenkaffen ud over hele bordet, så ødelagt af grin var jeg.
Og hvis der for fremtiden er nogen som helst tvivl om HVAD det egentlig er jeg laver, når jeg går på arbejde, så henviser jeg dem for fremtiden til hende!

Enjoy...


"Jeg drømte i nat at jeg var blevet enig med min chef om, at jeg ikke behøvede at gå på barsel, og det var jeg helt vildt glad for (WHAT??). 
Så jeg mødte op inde på arbejde i mine høje hæle. Jeg havde fået ny plads, og der var kommet en helt særlig opgave i hus, som jeg skulle styre alene:
Jeg skulle strikke en cardigan for en kunde, og jeg skulle lave opskrift og det hele på den, og selvfølgelig efterfølgede få nogle kolleger til at booke nogle møder hvor kunden skulle have sin nye cardigan på. 
Men jeg kunne slet ikke finde ud af det, var nemlig kommet til at sige jeg var virkelig god til at strikke selvom jeg kun har strikket et par babyveste. 
Så jeg sagde til chefen at jeg skulle på en kundefrokost ude i byen, og så drønede jeg helt vildt hurtigt til Horsens for at få hjælp af Trine. 

Trine sad på sit kontor, men det var ikke i Stormsalen, men i stedet sådan en virkelig stort børneværelse med grøntmalede vægge og ægte græs på gulvet. Det var nemlig meget vigtigt at være i ét med naturen i hendes firma. 
Trine sad i skrædderstilling midt på gulvet i en kæmpe stor bunke puder, og rundt om hende var der enorme garnnøgler og notesbøger med strikkeopskrifter. Og så skulle hun lære mig at strikke denne hersens cardigan, men jeg kunne ikke holde ordentlig på strikkepindende for de sad fast med kæder i gulvet, ellers ville nisserne nemlig komme og tage dem."



tirsdag den 19. marts 2013

Men det er hemmeligt!

Pude i vævestrik


Jeg har puslet lidt med en hemmelig gave.
Den er endelig på vej i posten, og jeg tør godt løfte sløret for resultatet herinde, i håb om at modtageren stadig bliver lige overrasket når det ringer på døren!

Puden er strikket i vævestrik i det blødeste, blødeste uldgarn.
Farveforløbet er fuldstændig tilfældigt - jeg valgte 5-8 forskellige garnkvaliteter ud, som nogenlunde stemte i farvetone, tykkelse og fasthed. Resten overlod jeg til tilfældighederne - når jeg greb ned i garnkurven var det fuldstændig op til tilfældighederne hvilket nøgle jeg trak frem.

Resultatet er en levende overflade med legende farveskift - der er særligt områder, hvor den gule får lov til at være ekstra stærk, som jeg synes er blevet specielt vellykket.
Jeg forestiller mig at puden vil være fed i en gråsort sofa?!

Nu håber jeg den bringer glæde, hvor den kommer frem!
Gaven er til en særlig, og særligt kær veninde, der på utrolig mange måder har gjort noget ekstraordinært for mig.
Det kan være svært at gengælde generøsitet, når man møder den i sin rå, uforfalskede version - men jeg har haft min omsorgsfulde veninde i tankerne hver gang jeg strikkede, og jeg håber hun mærker alle mine gode tanker til hende, når hun lægger sit krøllede hoved på puden.

Kærlighed i hver eneste maske - en vævestrikket hemmelighed til en særlig veninde



mandag den 18. marts 2013

Påske og papir midt på gågaden


Jeg lader som om det er forår, på trods af blæsten, der rusker i huset og får vinduerne til at klapre.

Lige om lidt er det påske, og jeg glæder mig helt vildt meget - for jeg skal udsmykke Kuben i Horsens med knitrende, sprøde blomster og papirklip af den forårskåde slags.

Desuden holder jeg forårskåd påskeworkshop samme sted tirsdag 26. marts.

Vi skal lave fine, grafiske blomster der bliver en del af udstillingen - og når helligdagene rammer midtbyen får alle de sprøde forårsglade blomster lov til at sprede bare en lille smule lys og varme til alle dem, som går forbi.

Kig forbi i Kuben  - det er tirsdag 26. marts fra 13-17, og det er ganske gratis at være med :-)
Workshoppen er for alle aldre; bare man kan holde på en saks, en tush eller en limstift.
(Se kort her)


fredag den 15. marts 2013

Blødt og funky vendestrik

Rund pude i vendestrik - Meraki

Den runde pude er strikket færdig!

Tidligere i dag var den med mig på photoshoot nede i Stormsalens lokaler - men lige nu hviler den, blød og fin, mod min ryg.

Puden er strikket efter dette diagram, som flere af jer har set før.

Jeg har lavet de to sider forskellige; den ene med korte farveskift, og den anden med længere farveskift og en funky kontrastfarve.
De to stofbetrukne knapper var næsten en lille skat - jeg fandt dem i en skuffe, som jeg fuldstændig havde glemt alt om.

Jeg har brugt 3 nøgler garn til puden, én i hver farve.
Og hvis du ikke har lyst til at strikke puden efter mit selvopfundne diagram, så er der lige om lidt et strikkekit med både garn og opskrift klar i Merakishoppen.





mandag den 11. marts 2013

Jeg holder workshop - du bestemmer hvad vi skal strikke!


Alle kan lære at strikke! Jeg holder strikkeworkshop 27. april i Horsens


Lørdag 27. april holder jeg strikkeworkshop her i Horsens.

Jeg kunne jo sådan set bare diktere, hvad jeg synes vi skal arbejde med.
Men det vil jeg ikke.

I stedet vil jeg gerne tilrettelægge en dag, som passer til det DU gerne vil lære 
- og derfor har jeg lavet en lille afstemning på facebooksiden.

Du kan vælge mellem :

  • Vendestrik. Når frem og tilbage bliver rundt.
  • Strik med struktur; om hulmønstre, riller og bobler
  • Absolut strik, for absolut begyndere

Læg din stemme inde på facebooksiden - eller skriv en kommentar herunder.

Den teknik som får flest stemmer bliver workshoppens tema
(Altså; jeg underviser i ét emne, det som flest gerne vil lære!)

1 uge inden workshoppen slutter afstemningen, og jeg offentliggør her og på facebook hvad vi kommer til at arbejde med!

Workshoppen er fra 9 - 12, lørdag 27. april

Du får tre timers farvestrålende og inspirerende undervisning i de valgte teknikker og materialer. 
Der er max plads til 10 deltagere, så jeg har tid til at være i øjenhøjde med hver enkelt af jer.

Jeg vil lære dig tre forskellige teknikker inden for det område vi skal arbejde med.
Du får desuden et mini-kompendium hvori teknikkerne er beskrevet, så du kan arbejde videre derhjemme.

Prisen er 450 kr inklusiv sandwich og drikkevarer.

Du kan tilmelde dig ved at sende mig en mail på hej@trinekok.dk
Jeg læder mig til vi ses, Kh Trine





Og så alt det med småt: 
Tilmeldingen er bindende. Du modtager en mail som bekræftelse på din tilmelding, plus oplysninger om betaling.




fredag den 1. marts 2013

Gammeldags? Sikke noget pjat!

Just an ordinary day at my office - Meraki


Jeg har lige sendt en mail:


"Strikning og hækling er en af de forsvunde, langsommelige dyder, som 'vi' som samfund har vedtaget er spild af tid, eller i det mindste er en lille smule gammeldags. 

Eller er det?

Kvinder strikker! Mange kvinder strikker. Kvinder i alle aldre, alle etniciteter og i alle samfundslag strikker. Vi ser det bare ikke så tydeligt i det offentlige rum længere. 

Det vil jeg gerne have lavet om på, for de 'gammeldags' langsommelige dyder er et fantastisk sted at mødes, lære, udveksle erfaringer, dele liv og sprede glæden ved at skabe noget med sine hænder.
Det taler til os som mennesker, at være med til at skabe noget! 
Vi har brug for at sætte aftryk på den verden vi befinder os i"


I mailen var der også beskrivelse af et konkret projekt. 
Der var også beskrevet tanker om budget. Og andre tanker om mulige samarbejdspartnere og sponsorer.

Mere vil jeg ikke løfte sløret for - lige nu!
(Hæ!)

Men jeg vil vædde med at du allerede er ved at dø lidt af nysgerrighed, ikk??
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...