lørdag den 29. september 2012

10 min DIY - hårkam med farvespil


hårkam med broderigarn, gør det selv smykke for store børn



Det behøver ikke at koste hverken oceaner af tid, de store armbevægelser eller finpudsede håndarbejdsevner at få en succesoplevelse med at lave noget selv.

Dagens kreative DIY hjemme ved køkkenbordet er denne fine kam.
En fin gaveidé, og så nem (og hurtig) at lave, at de halvstore piger også sagtens kan være med:


Du skal bruge:
* En kam til håret - jeg har købt denne i Glitter for ca 40 kroner
* Broderitråd eller tynd garn. Gerne i en kvalitet, der skinner lidt, det ser pænt ud.
* Sekundlim, flydende. Jeg bruger den lille fra Dana som du kan se på billedet herunder





Start i midten.
Vikl tråden rundt og rundt, gerne stramt - og hold øje med, at du får dækket det sorte plastik, så det ikke skinner igennem.

Start med en ny farve med at binde en knude i toppen af tråden, dele tråden i to - og trække enden igennem og stramme til, så tråden er hæftet godt fast, inden du begynder at vikle.




Når du har viklet så meget som du ønsker, limer du enden fast til resten af trådene på bagsiden af kammen.
Hold tråden stramt ind til bagsiden mens det tørrer. (Det tager ikke mange sekunders venten...)



Klip det overskydende tråd af helt tæt.
Fortsæt med at vikle farver, indtil du synes der er nok.

Lad kammen ligge lidt, så limen kan hærde - og efter få minutter: voila, klar til at blive luftet, eller pakket flot ind og foræret væk til én du holder af :-)




tirsdag den 25. september 2012

Karen Marie - Skabt til at skabe

Karen Marie Dehn kreativitet inspiration håndarbejde
Karen Marie Dehn, broderi-ekvilibrist, håndarbejds-heltinde, forfatter og i det hele taget værd at lægge mærke til, hvis man interesserer sig det mindste for tekstiler!
Find Karen Maries blog her


Jeg føler mig mest levende i den kreative proces



Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer der kickstarter din kreativitet?
Nej jeg bliver både inspireret af lækre materialer, som kan få fingrene til at krible og straks danner indre billeder og ideer - af billeder, som har smukke farver, lækker stoflighed og fine strukturer - af oplevelser, som sætter gang i følelser og dermed nye billeder – af smuk natur osv...
Og så lige det hele en gang i ”krea-gryden” på øverste etage og der dukker en ide op.

Var du kreativ som barn?
Jeg var et privilegeret barn, mine første pensler og akvareller var ” Windsor og newton” for min far var også meget kreativ, skiltemaler/reklametegner, så kun det bedste var godt nok, set med hans øjne. 
Og jeg så jo også hvordan min fars kreativitet blomstrede på alle mulige måde – hjemme hos os var det far der samlede på fine dimser, gamle apotekerflasker osv. og dekorerede vindueskarme og i den dur. Jeg boltrede mig i alt hvad jeg kunne finde på, som lidt større pige stod den på alt interiør til Barbie, tøj og plateausko af korkpropper – you know total 70´ser style. 
Og jeg elskede at finde på, var den der fandt på hvordan vi kunne bygge huse på naboens skakte, lave små køkkener af foliebakker med fyrfadslys i osv.osv.
Hvad tænker du om ordet/begrebet 'kreativ'? Hvad betyder din kreativitet for dig?
Liv! 
For mig er det så integreret en del af min måde at leve på, at se verden på, at det nok er der jeg føler mig mest levende – altså i den kreative proces – der jeg føler det største flow og føler jeg bruger mig selv mest. Men kreativitet er for mig ”bare” min måde at tænke på, det er måde at se muligheder på og en måde at løse livets udfordringer på. Jeg ser og husker rigtig meget i billeder, har en meget stærk intuition og min kreativitet udfolder sig også i følelsesmæssige sammenhænge, jeg ser bare verden, mine børn, min kæreste og mine medmennesker med mine ”krea- briller”. 
Hvis jeg ikke kunne bruge mine hænder mere ville jeg helt klart blive psykolog, der ville jeg også elske at bruge min kreativitet.

Karen Marie Dehn inspiration håndarbejde broderi

Hvornår får du dine bedste ideer?
Tror ikke jeg kan sætte ord på hvornår, jeg er ud over den kreative tankegang meget håndværksmæssig anlagt, altså kan godt li´ at bruge min kreativitet til noget konkret – ja der kom svaret måske!, når jeg kan se, eller tror andre kan bruge mine ideer til noget.

Hvad gør du så, når en rigtig god idé opstår?
Lidt forskelligt, alt efter hvor stor opgaven er, men til større ting skitser jeg og klipper evt. ud til et moodboard og sætter på den måde en ramme for min opgave – for min kreative råderum om man vil.


Kræver din kreativitet specielle fysiske rammer?
Jeg arbejder bedst, når jeg kan fylde, men ofte får jeg fucket mine arbejdsborde helt og aldeles op med alverdens sager i processen og så finder jeg et lille hjørne og kan godt arbejde alligevel. 
Men jeg har det oftest sådan, at jeg skal have rent bord før jeg kan gå videre med næste opgave. Jeg er typen der har ”bolde” som ligger på bordet og er konkret i gang og så en masse to do bolde som flyver – og jeg kan fint fokusere på en enkelt opgave mens de andre flyder fri imellem ørene og ”arbejder” på det mere ubevidste plan til de skal tages ned og bearbejdes.

Hvad sker der inde i dig, når du fordyber dig og skaber noget med dine hænder?
Når det er absolut bedst kommer jeg i total flow, er dybt koncentreret og får den dejligste følelse af at tingene bare sker i min og omkring mig – kan godt høre det lyder lige hippie-agtigt nok, men det er den bedste måde jeg kan beskrive det ;0)

Fortæl om noget du har skabt, som du er allermest stolt af?
Åh den er svær! 
Tror min bog ”Genbrug på den fede måde” også selv om den jo er gammel, så var det nok der jeg virkelig følte mig meget stolt – også ”Home made” hvor processen også meget handlede om at få 3 menneskers kreativitet til at spille sammen, og at det lykkedes var bare så dejligt.
Men at kunne leve af min kreativitet er jeg vel faktisk også ret stolt af, for det kræver alligevel noget med den lille niche jeg har.

Karen Marie Dehn broderede brocher inspiration kreativitet håndarbejde


Hvis du fik ubegrænsede midler til at skabe noget virkelig stort - hvad ville du så kaste dig ud i?
Så ville jeg lave en form for kreaskole, et mekka af kreative tilbud, af kreative mennesker til både børn og voksne– rum11 i KÆMPE format.

Har du nogle kreative forbilleder? Hvad inspirerer de dig til?
Som ganske ung havde jeg Lis Paludan, som har lavet så mange skønne bøger i 70´serne – hun er jo til dels stadig mit forbillede da hun nu som 75 årig stadig er i fuld gang med sin kreativitet, det håber jeg i den grad også at jeg vil være til den tid.

Hænger kreativitet sammen med en bestemt følelse? Glæde? Sorg? Frustration? Begejstring?
Jeg er vist mest på glæde og begejstringsholdet :0)

Sætter du din kreativitet i system - eller lader du den boltre sig frit?
Ja min kreativitet boltrer sig helt frit som udgangspunkt, men når jeg har konkrete opgaver bliver den jo sat i en konkret kontekst – eksempelvis skal stilen og indholdet jo gerne passe til kundens ønsker, hvis jeg eksempelvis er i gang med en opgave til Hendes Verden, så må jeg lade min helt personlige smag ligge i baggrunden og tune ind på kontekst, men min kreativitet boltrer sig også fint med en begrænsning.

Er du nogensinde 'løbet tør' for ideer og tanker? Hvad gjorde du?
Ind imellem får jeg ”tørlagte” perioder, men de varer kun nogle få dage, men selv om jeg efterhånden har prøvet det nogle gange kan jeg godt gå lidt i panik ved tanken om at min evne skulle forsvinde – gys. 
Jeg prøvet at holde fri, drikke kaffe med veninder, gå en tur og tage ud og kigge på noget helt andet end det jeg burde.

Er kreativitet et valg eller en tilstand, tror du?
Jeg tror det er et valg, men som med så mange andre personlige egenskaber er der naturligvis nogle af os som fra naturens hånd er begavet med et særligt gen.

Hvilken faktor i dit liv har haft størst indflydelse på din kreativitet?
Som barn min far. Som voksen et højskoleophold, hvor jeg tegnede rigtig meget og efterfølgende blev inspireret til at søge ind på håndarbejds-seminariet. Selv om jeg var meget glad for at gå på seminariet havde jeg adskillige perioder, hvor jeg følte deres noget old school måde at undervise og rammesætte som en ren spændetrøje, men jeg fik et fantastisk og meget konkret håndværksmæssigt springbræt til at bruge min kreativitet professionelt.

Hvad driver dig? - hvor får du din inspiration fra?
Glæden ved at dele ud af det jeg kan, det jeg selv synes er så fantastisk ved at skabe – det er meget formidling der er omdrejningspunktet for mig og derfor også en meget igangsættende faktor.

Er kreativitet vigtig - set i et samfundsmæssigt perspektiv?
Helt klart det er jo deraf al udvikling kommer både på det menneskelige plan og på det mere konkrete samfundsmæssige plan.

Har du noget liggende i skuffen - projekter og/eller ideer som venter på at tiden eller overskuddet kommer?
Jeg vil gerne lave flere bøger, rigtig gerne broderibøger, det er et område der godt kunne trænge til noget opdateret på dansk.


Find Karen Maries bøger her: 


Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne sig et billede af hvad kreativitet er og kan!
Har du lyst til at fortælle om din kreativitet og skabertrang? Send mig fluks en mail!

tirsdag den 18. september 2012

Julia - Skabt til at skabe



Meraki Strik skabt til at skabe kreativitet
Julia Zahle - garnkunstner og strikke-engel:
Julia blogger fra Aalerusen, hvor du blandt andet kan finde hendes vidunderlige garner og opskrifter

Jeg bliver høj af at skabe!


Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer der kickstarter din kreativitet?
Garn! Kort og godt.
Det kan være alt fra hvordan angorafibrene fimrer i lysskæret, til farvernes samspil over uldens sprødhed, der kan holde en form, der sætter frø til mere eller mindre vellykkede projekter.
Jeg griber ofte i tasken efter et nøgle garn og en strikkepind eller hæklenål og går i gang med det samme. Jeg kan sidde til forelæsning, på værtshus eller være på udflugt, når idéen rammer. 
Ofte har jeg et lille udvalg af garner i tasken, jeg vil arbejde med – og når en idé finder form, hvor æstetik og praktisk sans finder kompromis eller mødes, skal der ikke være langt fra tanke til handling.
Jeg lægger ofte ud med en strikkeprøve. Der kan jeg eksperimentere løs uden at være ærgerlig over at skulle pille op, hvis det ikke virker.

Var du kreativ som barn?
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i ugerne op til fastelavn lavede det ene sæt sommerfuglevinger efter det andet. Prøvede mig frem med pap, tyl, ståltråd, plastikposer, lim og klisterbånd. Det endte med jeg var prinsesse, for jeg kunne ikke få vingerne til at sidde rigtigt. Men hele processen med at lave vingerne husker jeg stadig. Det var så fedt. Jeg husker ikke at jeg fik hjælp – men det hænger måske sammen med at jeg går ind i min egen verden, når jeg bliver grebet.

Jeg er vokset op med kreative mennesker omkring mig – alle mine kvindelige familiemedlemmer har haft deres håndarbejdsmæssige interesse, hvad enten det har været strik, perlesyning eller papirfoldning. Det har klart fremmet min interesse for at kunne udtrykke mig kreativt. Det har også givet rum til fordybelse, hvor jeg altid har siddet i timevis og tegnet, forsvundet i min egen verden.

Har det betydet noget for din egen kreativitet at blive forælder?
Jeg ville nok have fundet vej til en eller anden form til at udtrykke krea-gejl uanset jeg var blevet mor eller ej. Det var dog graviditeten, der for alvor fik sving i hæklenål og strikkepind. Det var min måde at bygge rede på. Jeg hæklede løs på tøj til min kommende baby og slog ind på strikningen, da jeg manglede variation i hækleopskrifterne.
Jeg havde ikke nogen realistisk sans for hvor lille en baby er, når den er nyfødt, så dén poncho jeg startede med at lave, kan Ivalo stadig bruge som capelet – og hun er 6 år. Men de små størrelser gør det sjovt og hurtigt at kunne afprøve et mønster og inden jeg når at kede mig, er jeg færdig.

Hvad tænker du om ordet/begrebet 'kreativ'?
Kreativitet for mig, handler om at gribe muligheden, når den kommer. At gribe den kreative tanke og forvandle den til noget brugbart – om det så ”bare” er at skabe noget, der fryder øjet, er balsam for sjælen eller at det har en praktisk funktion. Jeg tænker, at tænke kreativt også handler om en måde at leve på.
Jeg kan godt lide tanken om at jeg lever kreativt. Eller i det mindste ser min nutid og fremtid som mulighed for at udleve mine kreative tanker. I virkeligheden bor jeg i et lille hus i Odense, hvor hverdagen er præget af rutiner og praktiske gøremål, men jeg holder stadig fast i at vedligeholde en tankegang, der giver plads til at kunne få sjove idéer og omsætte dem til handling, hvad enten det handler om at lege med på en idé, Ivalo finder på, eller få en idé til en babyhue og strikke den ud i livet.
Men helt praktisk handler kreativitet for mig om at kunne sammenslutte en idé med handling. Om det så lykkedes eller ej, så har jeg handlet på det.

gratis strikkeopskrift meraki
På Julias blog Aalerusen finder du opskriften på det populære og utrolig smukke tørklæde 'Nessie'

Hvornår får du dine bedste ideer?
Idéerne kommer i stimer. Jeg kan være særlig fokuseret i en bestemt teknik – for eksempel vendestrik – og idéerne kan dukke op om morgenen eller mens jeg sidder med et strikketøj i hænderne. Så jeg påbegynder en masse projekter på én gang – og det er langt fra alle, der bliver til noget. Nogen gange regner jeg mig frem til en opskrift først – andre gange prøver jeg mig frem. Jeg elsker begge processer – begge har et element af spænding – går mine beregninger op i en højere enhed eller er eksperimentet lykkedes?

Kræver din kreativitet specielle fysiske rammer?Nej. Jeg har altid et strikketøj med mig. Og flere projekter i gang på samme tid – så der er noget til enhver stemning og location. Men at starte dagen med en kop stærk kaffe, ro og strikketøj er en god begyndelse.

Hvad gør du så, når en rigtig god idé opstår?
Jeg begynder med det samme. Hvis jeg ikke lige har mulighed for at slå masker op, så laver jeg en tegning med nogle få noter og håber så, det giver mening, når jeg ser på det senere.

Hvad sker der inde i dig, når du fordyber dig og skaber noget med dine hænder?
Der kan ske flere ting. Enten falder jeg helt til ro og slapper af og nyder hvordan hænderne arbejde. Jeg synes det kan se helt elegant ud, når garnet bevæger sig mellem hænder og pinde. Jeg elsker at betragte når andre strikker.
Jeg kan også få hjertebanken og svedetur af bare spænding. Det kan være fordi idéen er så god, at jeg er spændt på om det kan lade sig gøre – eller fordi teknikken er ny og svær, så det kræver koncentration.

Hvis du fik ubegrænsede midler til at skabe noget virkelig stort - hvad ville du så kaste dig ud i?
Uha – det er jo svært for mig at begrænse mig nu. Jeg er ude i at jeg gerne ville eje et spinderi til blot at kunne få mine egne lokaler, så jeg kunne farve garn i langt større skala, end jeg gør nu. Et startkapital til at kunne få 4-5 forskellige kvaliteter garn og masser af farver at boltre mig i, virker himmelsk for mig lige nu.
Julia kreativitet knit2

Har du kreative forbilleder? Hvad inspirerer de dig til?
Jeg har masser. De findes overalt – og mange af dem følger jeg via nettet via deres Ravelry-projektsider, blogs eller hjemmesider. Det er en lang surftur, der ofte resulterer i en masse tørstrik – men det kan være elementer af masker, farvesammensætninger eller former, der inspirerer til nye idéer. Ofte bliver jeg mindet om at jo mere enkelt, det er – jo bedre virker det.

Er du nogensinde 'løbet tør' for ideer og tanker? Hvad gjorde du?
Ja, det sker at jeg ikke kan finde min ”mojo”. Ofte strikker jeg stadig videre – bare ikke på mine egne idéer. Eller også bliver mine projekter meget enkle. For det meste lader jeg bare min opmærksomhed vandre over mod noget andet – jeg kan få en periode, hvor jeg læser en masse, masse bøger eller lærer at lave mad på nye måder.
Det er frustrerende for mig, da jeg ofte føler jeg skal komme på de gode idéer. Jeg bliver høj af at skabe – og jeg kan savne dén fornemmelse, der følger med at kunne gøre handling ud af idé. Det er én af ulemperne ved at blogge; jeg får læsere, der engagerer sig i min kreative verden – jeg trives i det fællesskab, der kommer ud af blogverdenen, men jeg føler også at jeg derfor skal finde på nye ting og skrive noget sjovt og interessant. Det er jeg dog blevet bedre til at se ud over – jeg blogger først og fremmest fordi jeg synes det er sjovt og det skal ikke være en pligt.

Er kreativitet et valg eller en tilstand, tror du?
For mig er det en blanding. Jeg kan være i en tilstand af kreativitet – men det kræver, at jeg foretager et valg og handler på den, før den bliver konkret og brugbar.

Har du noget liggende i skuffen - projekter og/eller ideer som venter på at tiden eller overskuddet kommer?
Ja, er du VIMMER! Jeg har flere ting i støbeskeen, som ikke kun afhænger af min egen tid og pengepung, men også andres tid og pengepung. Det er fællesprojekter, der tager tid – men jeg har også selv projekter, der går lige fra næste farvebatch til samlinger af mønstre og opskrifter til udgivelse.


Gratis opskrift:



Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne sig et billede af hvad kreativitet er og kan!
Har du lyst til at fortælle om din kreativitet og skabertrang? Send mig fluks en mail!

fredag den 14. september 2012

Kreativ workshop på søndag

kreativ workshop for børn teaterfestival


Det er én ting at gå rundt selv og vide, at der er kreativ workshop på søndag i forbindelse med teaterfestivallen.

Men når man så kommer forbi Kuben og ser verdens største skilt, med éns navn på - så kribler det altså lige en ekstra gang i maven af begejstring, stolthed og spændt forventning.

Jeg glæder mig! Det bliver de hyggeligste timer - vi skal lave figurer, som man selv kan spille teater med. Jeg har frådende købt ind af ale muligt sjovt; glimmerlim, plastikdimser, øjne og pangfarver.

Det er helt og aldeles fuldstændig gratis at være med, og det er for alle - både børn og andre mennesker :-)


torsdag den 6. september 2012

Moderne broderi?

håndlavet broderi af hane, af Trine Kok
Broderi inspireret af en tatovering jeg har set.
Det er én måde at fortolke broderi på i et forsøg på at flytte det bort fra de gængse forestillinger - men hvilke andre muligheder ser du?


Hvis jeg nu siger 'moderne' og 'broderi'  - hvad siger du så?


Kan broderi overhovedet være moderne?
Eller er broderi noget, som er forbeholdt bagrude-puder og farvestrålende etnisk beklædning?

Hjælp mig med at sætte nogle ord på - hvad tænker du: hvordan kan broderi fortolkes i en moderne sammenhæng?


Endelig!


Den blev strikket med længsel efter at kunne passe den. For da den var på pindene var BabyBob allerede i maven, så min grunge-trøje har ligget i skuffen og sukket lige siden den sidste maske blev lukket af.
For at være helt ærlig anede jeg ikke engang, om den ville være pæn når den kom på.

Men i dag blev den fundet frem, og med tøven trukket over hovedet.
Tænkte at jeg vovede pelsen, men stadig med frygten for nederlag lurende... bare den nu sidder godt. Please.

Og fandme ja! Den sidder FULDSTÆNDIG som den skal, og er lige præcis så mega-rocker-ultra-lækker-lækker som jeg havde håbet på.
Hell yeah!

tirsdag den 4. september 2012

Puk - skabt til at skabe

Puk hækling kreativitet inspiration
Puk - hæklemester No 1 - blogger om hverdag, kreative ideer og især om sine fabelagtige hæklerier lige her.

Kreativitet er at være i kontakt med sin egen barnlighed


Var du kreativ som barn?
Ja, meget.
Jeg kunne lave alt muligt ud af 'ingenting'. Jeg mindes blandt andet at jeg lavede et mini-dukkehs ud af en cigaræske med små værelser og møbler. I huset boede en gæsling - altså de der små lodne plantedele fra træerne om foråret.
Ting, der ellers skulle smides ud, kunne altid bruges til noget hjemme hos mig - til stor ærgrelse for min mor... jeg har stadig en rød kat, jeg har lavet ud af en tom garntrisse. Jeg tegnede også altid. I en periode tegnede jeg ofte Nusers (den lille hvide hund fra tegneserien) hus med underjodiske gange og magiske skabe.
På fritidshjemmet var jeg omgivet af rare voksne, der lærte mig alt fra strik og syning til at slibe rav og lave videofilm. Min far levede meget keramik og tegnede syrede tegninger, og min mor sørgede altid for at jeg havde adgang til sakse, papir og farver, og vi har syet og broderet meget sammen.

Har det betydet noget for din egen kreativitet at blive forælder?
Kreativitet har en del at gøre med at være i kontakt med sin egen barnlighed - den der umiddelbare tilgang til tingene. Når man bliver forælder, får man på én gang ansvaret for et andet menneskes liv og bliver ultravoksen, men man får også indsigt i barndom, naivitet og umiddelbarhed igen. Så det er vist et ja.

Hæklede hjerter inspiration kreativitet

Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer der kickstarter din kreativitet?
Garn i alle afskygninger. Fede skriveredskaber og lækkert papir. Viskelæder og knive. Min kreativitet kan kickstartes HVORSOMHELST - også ret upassende steder...

Hvad tænker du om ordet/begrebet 'kreativ'?
Det at være kreativ er et livsvilkår for mig. Hvis jeg ikke havde det kreative i mit liv, ville jeg lege et meget fattigt liv.

Hvornår får du du dine bedste ideer?
De kan komme på alle tider af døgnet, og jeg har altid en blok (eller min mobil) liggende på mit natbord, så jeg kan skrive noter, inden jeg sover. Jeg får ofte ideer i tiden, inden jeg skal sove.

Puk hækling kreativitet inspiration

Hvor får du dine ideer fra?
Hmm... Jeg tror jo, at jeg har en kilde af ideer strømmende indeni mig, men ud over det bliver jeg inspireret af kunstudstillinger, magasiner - mest udenlandske, Pinterest, blogs, spændende mennesker og mode.

Hvad gør du, når en rigtig god idé opstår?
Går i gang! Hvis jeg er på arbejde eller i køen i Netto, skriver jeg den ned og prøver at vente med at gå i gang til jeg kommer hjem.

Fortæl om noget du har skabt, som du er allermest stolt af?
Jeg har engang lavet et kunstværk, der omfattede broderi, hækling og dildoer. Jeg synes selv ideen var rigtig god, men juryen på Charlottenborg var åbenbart ikke enige. Haha!

Puk hækling kreativitet inspiration

Hænger kreativitet sammen med en bestemt følelse?
Begejstring. Masser af begejstring. Og engang imellem frustration, men så må man jo pille op og smide ud og komme videre.

Er du nogensinde løbet tør for ideer og tanker? Hvad gjorde du?
På et tidspunkt var jeg bange for, om den kreative strøm indeni en dag ville være brugt op, men nu ved jeg, at den hele tiden er der, og der konstant dukker nye ideer op.
Men jeg har også fundet ud af, at man ikke skal presse ideerne frem. Man kan ikke tvinge sig selv til at være kreativ, og hvis man presser sig selv for hårdt, risikerer man at ideerne slipper op og gnisten dør.

Er kreativitet et valg eller en tilstand?
Ingen af delene. Jeg tror det er en evne man har, og nogen har den ikke.
Kreativitet er mange ting. Det er f.eks. når min ældste søn bygger en hel by i et computerspil, eller når min yngste laver en stop motion-film på sin iPod. Det er også kreativitet, hvis man er god til at lave mad og finde på nye retter, eller hvis man kan skrive en bog eller tage supergode fotos.

Er kreativitet vigtig - set i et samfundsmæssigt perspektiv?
Jada! Hvor var vi uden skuespillere, kunstmalere, designere, forfattere og alle andre, der skaber kunst?
Kreativitet er vigtig for den enkelte, og den kunst, der skabes, kan få betydning for mange.



Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne sig et billede af hvad kreativitet er og kan!
Har du lyst til at fortælle om din kreativitet og skabertrang? Send mig fluks en mail!

lørdag den 1. september 2012

Workshop og teaterfestival i Horsens

Om ganske kort tid bliver byen invaderet af magi og glade børnestemmer
- det er tid til én af mine yndlingsbegivenheder - Teaterfestival i Horsens.

Søndag d. 16 holder jeg i den forbindelse workshop i Kuben (midt på gågaden) klokken 11-14

På workshoppen skal vi blandt andet lave sjove dukker på pind, spøjse garn-monstre og fabelvæsner af papir.

Phucisme illustration til teaterfestival kreativ workshop for børn


Kom til åben workshop i Kuben
Med garn, papir, knapper, finurlige dimser og skøre dutter skal vi lave fabelvæsner - som du selv kan lege mere teater med, når du kommer hjem.
Lad dig inspirere af festivallens forestillinger eller Grønflammeskovens univers.

Er du under 7 år, så tag en voksen med, så I sammen kan bygge, fantasere og være kreative.

Du behøver ikke tilmelde dig, men kom og vær med søndag 16. september mellem 11 og 14

Teaterfestivallens hjemmeside finder du her
Sådan finder du hen til Kuben

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...