søndag den 29. juli 2012

Gæt en leg?

Jeg har været ude og handle til næste udgave af nyhedsbrevet 'Skab Dig'.

Kan du mon gætte hvilken leg du får opskriften på??


onsdag den 25. juli 2012

Louise Vælds - Skabt til at skabe

Louise Vælds er stresscoach, underviser i mindfulness samt kvinden bag Dansk Mindfulness Akademi
Derudover er hun bidt af en gal zendoodler.


"Min familie siger jeg bliver rolig og nem at være sammen med..."

Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer, der kickstarter din kreativitet?
Det er tid der kickstarter min kreativitet. Når jeg har haft massere af tid i lang tid, så folder min kreativitet sig ud.

Det er egentlig lidt interessant. Jeg har lagt mærke til at, når jeg har haft slukket for kreativiteten igennem længere tid, så tager det tid at åbne op for den igen. I starten af processen er det sådan lidt på må og få hvad jeg får skabt. Farvesammensætningerne kan være underlige, produkterne ikke særligt æstetiske og det er først når jeg har haft lang tid længe nok, til at blive længe længe i skabe- og kreativitetsprocessen, at noget begynder at ske. 
Så dukker der farvesammensætningner, former, ideer og færdige produkter op som er tilfredsstillende.


Har det betydet noget for din egen kreativitet at blive forælder?
Ja desværre har det betydet at jeg ikke har al den tid til at blive i processerne, som jeg har brug for…. Tilgengæld har det også betydet, at jeg har taget stilling til, hvor vigtigt det er for mig at mine børn har mentale rammer til at eksperimentere med deres kreativitet. 
Kreativitet både i tanke, i tale og i produkter/processer. 
At have en åben, rummelig, nysgerrig og udømmende attitude til mine børns eksperimenter har gjort dem trygge i at afprøve, få ideer og udtrykke sig.

Hvad tænker du om ordet/begrebet 'kreativitet'?
For mig går betydningen af ordet kreativitet i mindst 2 retninger.
Den ene retning er denne her retning med at skabe noget - kunst, håndværk, æstetik, mad, natur, bevægelse, musik etc.
Den anden retning er næsten vigtigere for mig, når jeg taler om kreativitet. Og det er den retning der handler om at kunne tænke i nye retninger, gå nye veje, finde løsninger på ellers fastlåste udfordringer, problemløse, leve ud af den boks vi kommer fra, strække sindet, at have et rummeligt og åbent sind. Det er den kreativitet jeg har mest adgang til i mig selv.

Hvornår får du dine bedste ideer?
Når jeg holder fri og har massere og massere af tid og stilhed nok….

Hvor får du dine ideer fra?
Jeg tror egentlig de fleste af mine ideer opstår ud fra noget jeg ser der er brug for.

Hvad gør du så, når en rigtig god idé´opstår?
Jeg synes aldrig jeg kan vide når ideen opstår om den er god…. Det er mere som en drift i mig der bare ikke kan lade være med at gå videre med ideen. Det er først meget senere i processen om jeg ved at det var en rigtig god ide jeg der fik.


Hvad sker der inde i dig, når du fordyber dig og skaber noget med dine hænder?
Jeg bliver helt stille, blød, blid og varm indeni. Og min familie siger jeg bliver rolig og nem af være sammen med.

Fortæl om noget du har skabt, som du er ellermest stolt af?
Der er to ting jeg er stolt af at jeg har skabt. 
Den ene er et kæmpe maleri på 2x1,5 m. som jeg lavede imens jeg ventede mit 3. barn. Det er så fyldt med liv og glæde det maleri, så det ville jeg aldrig sælge. 
Og så det fællesskab jeg har skabt omkring tegne metoden Zendoodling. Det var min kreativitet der fik mig til at lave en blog og en facebook side så vi kunne dele og være i kontakt med hinanden omkring zendoodling.

Det at skabe - hvad giver det dig, som menneske?
Det giver mig ikke noget når jeg har skabt det. Så når jeg er færdig med et maleri eller en tegning. Så er jeg færdig. Jeg stiller det til side og har fået så mange nye ideer imens jeg var i gang, så jeg bare gerne vil i gang igen. Det er processen som giver mig noget som menneske. Det giver mig en dyb indre ro, at være i gang med en legende kreativ proces. Den eneste uro det giver mig, er hvad pokker alle de produkter dog skal bruges til….. Det er et evigt dilemma for mig. Det er legen, farver, formene og tilstanden imens der attraktiv. Ikke det færdige produkt….

Hvis du fik ubegrænsede midler til at skabe noget virkelig stort - hvad ville du så kaste dig ud i?
Så ville jeg arbejde sammen med en skulptør. Vi skulle sammen lave et kæmpeværk som skal hænge på endevæggen i et meget stort lokale. Skulpturen forestiller en form for reol med utallige lige store kasser ved siden af og oven på hinanden, og illustrerer mennesket i forskellige livsfaser i livet. Som baby, som lille barn, som stort barn, som teenager, som 20’erne, 30’erne etc. Op til døden som ca. 80 årig. Tricket ved værket er at alle bokse er lige store, og at så længe man er lille kan man fint være der, glad og godt tilfreds. Men efterhånden som man vokser op……….Så bliver rammerne/pladsen til at være sig selv mere og mere snævre. Aller aller helst ville jeg have Michael Kvium til at være med i projektet. Det ville være en livsdrøm for mig at være med til at skabe det værk!! Jeg har aldrig før skrevet om det, men værket har været inden i mig i næste 20 år. Og jeg ville elske elske elske at få det ud.

Har du nogle kreative forbilleder? Hvad inspirerer de dig til?
De mest inspirerende forbilleder jeg har er de der provokerer. Jeg elsker at der bliver taget temaer op. Elsker kviums fremstilling af os mennesker. Elsker når vi som mennesker bliver skubbet ud af vores komfortzone via kunst.
Og de der strækker vores grænse for hvad der er muligt, hvad der er pænt, hvad der er acceptabelt. Der hvor vores tålmodighed, vores sandhed og vores sind bliver strukket ud over vores egne grænser.
Desværre er jeg ikke selv et provokerende menneske. Nok nærmest skabe provokatør, skabs hippie og skabs autonom. Og det er sikkert derfor jeg elsker at andre udtrykker sig for mig.

Er du nogensinde 'løbet tør' for ideer og tanker? Hvad gjorde du?
Ja, når jeg har følt at jeg har haft for lidt tid igennem for lang tid…. Så er min iderigdom nærmest tørlagt. Så kan jeg gå i flere dage og have trangen til at komme i gang med noget kreativt, men ikke have hverken ide eller drivkraft til at få kickstartet mig selv igen. Og så er det eneste der virker for mig, at sætte tempoet ned, bevæge mig langsomt, planlægge og vente på at følelsen af tid nok sniger sig ind igen.

Er kreativitet et valg eller en tilstand, tror du?
Jeg tror faktisk at kreativitet kan være begge dele. Jeg kan godt vælge at gå i gang med en kreativ proces. Jeg kan foretage valg der skaber grobund for at kreativiteten har den plads den skal bruge. Og omvendt kan kreativiteten også være den tilstand der opstår i mig når, jeg er inde i perioder med massere af tid nok! Men jeg tror også at kreativitet er en kompetence der kan læres, udvikles og forfines.

Er kreativitet vigtig - set i et samfundsmæssigt perspektiv?
Det er et spændende spørgsmål, som folder sig ud, når jeg begynder at prøve på at besvare det. Mine tanker nåede langt omkring i løbet af få øjeblikke. Hele vejen til Kina – faktisk – og tilbage igen.
Hvorfor det?
Jo det er fordi, at der kreativitet og så er der kunst og så er der innovation og så er der den selvstændige tanke, ideen, den kreative problemløsning, at tænke ud af boksen og at se tingene fra forskelligt perspektiv……
Det er jo på en alle anden måde også kompetencer der kan læres.

Og så er der retten til eller tilladelsen til at udvikle sine kreativite kompetencer. Her kom jeg så til at tænke på Kina, hvor man i mange mange år har besluttet at forme mennesket og dets tankegang på en meget stringent og struktureret måde. Her har ikke været plads til andet kreativitet end udsmykning. Og hvad så med det er hedde håndarbejde, er det altid kreativitet eller er den form for håndarbejde, som er vedligeholdelse af ting også kreativitet eller det kun når man vælger at gå udenfor rammen af hvad der er nyttigt at det er kreativitet.
Nå nu stikker det helt af for mig….. Kan næsten ikke finde hoved eller hale i mine egen overvejelser om kreativitet……

Så tilbage til spørgsmålet…. Er kreativitet vigtig – set i et samfundsmæssigt perspektiv?
Jeg tror det er forskelligt fra kultur til kultur. Måske også fra ideologi til ideologi. Og måske også fra menneskesyn til menneskesyn….. Og så stikker det af igen… Kan du se det?

Så tilbage til spørgsmålet og helt hjem til mig selv. Synes jeg kreativitet er vigtigt hvis jeg ser på kreativitet i et samfundsmæssigt perspektiv. Ja så må jeg sige ja. Og der noget der er mindst lige så vigtigt. Og det er modet til at udvikle og udtrykke sin kreativitet uden at tage højde for smagsdommeri og elitens vurderinger. For så er det i min optik ikke længere kreativitet – ud af boksen, innovation. Kreativitet er vigtig for samfundet når vi kan lade mennesker skabe, udvikle og bevæge sig udenfor fastlagte rammer (selvfølgelig med ansvar og alt det der) Og når mennesker lader sig selv udvikle deres kreativitet derude….. Jeg er sikker på at det udvikler samfundet, jeg er sikker på at det mindsker samfundsmæssig fastlåsning, kreative udtryksformer øger rummeligheden og respekten for forskellighed. Så invitationen til kreativitet i alle sine former er vigtige. Uh der kunne siges meget mere om lige præcis det her spørgsmål og selv undersøgelsen af området er vanvittigt interessant og evig gyldigt tror jeg.





Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne et billede af hvad kreativitet er og kan!

Har du lyst til at fortælle om din skabertrang? Send mig fluks en mail!


I næste uge giver jeg ordet til Kagekonen Julia, The Vintage Hausfrau - der har gjort sin kreativitet til sin levevej

fredag den 20. juli 2012

Tør du spise regnormen?

Rigtig levende regnorme?
Men KUN for de allermest modige børn!

Jow jow, den er go' nok ;-)
Og desuden er der også et lille hyggeligt trick til hvordan du kan redde den værste og mest kedelige regnvejrsdag.

Seneste udgave af nyhedsbrevet 'SKAB DIG' - du finder det lige her

torsdag den 19. juli 2012

En ny model tager form



Jeg arbejder i disse dage på model #2 til e-bogen.

Modellen er strikket i tynd, tynd kidmohair og en fin, tynd uldtråd - begge dele fra garnudsalg.dk.


Jeg er rigtig tilfreds med resultatet, og ser frem til næste forsøg, hvor opskriften skal testet igennem, og modellen skal teststrikkes i en anden farve.

tirsdag den 17. juli 2012

Christine - skabt til at skabe

Cristine; ord-kløgtig, menings-stærk 
- og i øvrigt ét af de mest gæstfrie og favnende mennesker jeg er så priviligeret at kunne kalde min ven!

Det er evnen til at se livets detaljer og bruge dem kontruktivt



Lad det være sagt med det samme: Trine ER kreativ. 
Jeg har set hende svinge med strikkepindende samtidig med at hun fabulere på bedste vis over livets store spørgsmål, drikker kaffe og måske tørrer en tåre væk – på et tidspunkt også på min kind. 
Hun kan det der med kreativiteten og mere til. 
Jeg har tit siddet som en tegneseriefigur og fået snurrede øjne af, at se på hendes hænder, der vikler garn om til kreationer og tænkt: Hvorfor kan jeg ikke det?

For nej, jeg er ikke kreativ, som Trine er kreativ. 
Og hermed også pointet i, hvorfor jeg synes det er interessant, at Trine spørger indtil netop kreativitet. For, for mig, er den meget mere end den gængse opfattelse af kreativitet, som har med smukke farver, designer, symaskiner og hæklepinde at gøre. Det er også en evne til at se livets detaljer og bruge dem til noget konstruktivt.

Så på baggrund af dette har jeg udvalgt nogle af de mange, gode spørgsmål som Trine sendte i min indbox den anden dag;


Var du kreativ som barn?
Ja, det var jeg. 
Ikke så meget fordi jeg tegnede meget, syede, lavede ting og tøsesager. Det var min fornemmelse for mennesker, der husede min kreativitet. Og deri også en enorm evne til at se og analysere situationer, og bruge det til egen fordel. Jeg tænkte meget store tanker, i en meget barnlig alder. Og den evne brugte jeg til mange ting. Skuespil, historier og ikke mindst lysten til at skrive.

Har det betydet noget for din kreativitet at blive forælder?
Enormt meget! 
Det har betydet, at jeg har været nødsaget til at tage mine evner alvorligt. Det dyrebareste citat, jeg ved af, er, at: Talent forpligter
For mig betyder det, at har man snerten af noget, der minder om talent, så har man et ansvar for at forfølge det – på den ene eller anden måde. Jeg fandt mit felt i en meget sen alder (eller; jeg blev klar over at jeg havde talent for noget), så jeg er stadig i gang med at betræde hele skrivefeltet med babyskridt – men i tvivl om mit talent – nej, aldrig. Jeg har jo børn, der skal se op til mig. Derfor!

Hvad tænker du om begrebet/ordet ’kreativ’?
At man skal betræde begrebet varsomt. 
I min verden, og her bliver jeg SÅ tit upopulær, så er kreativitet ikke lig med lærreder, der males med glimmerhjerter som sofastykker, der passer ind til resten af stuen. 
Kreativitet er udløst af en trang, en skabertrang, som Trine selv beskriver det, og ikke at et mål om anerkendelse eller kvantitet. 

Netop dette kan være svært at skelne imellem, for hvem vil ikke gerne anerkendes for det, de kan? Jeg vil gerne i hvert fald. Jeg oplever blot, at være allermest kreativ, når jeg ikke søger anerkendelse for det jeg laver, men blot gør det, fordi jeg ikke kan lade være.

Hvornår får du dine bedste ideer?
Ved at lytte. Stille skarpt ind på det jeg hører og filtrerer lortet fra. Det værende i bilen med en god radioudseendelse, i tv, noget jeg læser, en samtale jeg hører eller et kropssprog, der råber mere end en sur, ukrainsk fodboldtosse. 
Jeg reflekterer meget over det jeg ser, hører og observerer, og det bliver nogle gange til ord, som kan bruges til noget. Nogle af dem kommer videre, andre er hjemme i bogen…

Hvor får du dine ideer fra?
Helt konkret kommer rigtig mange af dem fra musik. 
I en lang periode er de kommet fra en intens lytten til det danske Hip Hop Band, Malk De Koijn. Deres tekster og tekstunivers er fuldstændigt fortryllende, når man dykker ned i det.
Andre gange kommer de fra noget, jeg læser eller noget min mand, ven eller veninde fortæller. Og så er jeg fuldkommen vildt og inderligt inspireret af min søn, Hjalte, og hans historier om de vilde hajer, der vokser ud af hans tæer eller historien om, at ”sååå kom der en krokodille og spiste alle armene i hele verdenen”.

Kræver din kreativitet specielle fysiske rammer? 
Nej. Tværtimod. Og dog. Ikke fysiske rammer som sådan, men mere konceptuelle rammer. Det med at tro, at for en skrivende kommer ordende bare flydende, er noget bavl. Rammer, regler og stramme deadlines er som regel med til at åbne op for ordene. Men om jeg sidder i toget, på en træstub i en skov eller på toppen af New York er komplet ligegyldigt.

Hvad sker der inden i dig, når du fordyber dig og skaber noget med dine hænder? 
Jeg er nok det mest uromantiske menneske, Trine overhovedet kunne spørge... 
Jeg kunne nemt skrive, at følelsen af at fingrene bare glider hen over tastaturet, hjernen kobles og jeg ingen styring har med det der sker, er den mest fortryllende følelse i verden. For det er den! 
Men jeg har oplevet det færre gange end jeg har oplevet, at sidde med håret i postkassen og babbe den op fra slap for 117. gang. 

Kreativitet er H Å R D T arbejde, fra du begynder, og til du tror, du er færdig. Det er nok det vigtigste for my kind of creativity: Work harder, and then work even harder. Faktisk til du bløder. Helst indeni.

Hvis du fik ubegrænsede midler til at skabe noget stort – hvad ville du så kaste dig ud i?
Så ville jeg opkøbe alle bilfirmaer i verden, kun for at jeg enerådigt kunne skrive alle bilannoncer, reklamer og tekster. Af en eller anden grund, så er jeg fuldstændig på halen over bilreklamer og det tekstunivers, der hører med.

Har du nogen kreative forbilleder? 
Geolo G fra Malk De Koijn. Jokeren. Og en masse amerikanske tekstforfattere.

Er du nogensinde løbet tør for ideer? Hvad gjorde du?
JA! Hele tiden!
Men så slår jeg lyttebasserne ud, og så sker det ligesom af sig selv igen…

Er kreativitet et valg eller en tilstand, tror du?
Et valg om at være i en tilstand. Og en tilstand, der kræver et aktivt valg. De går hånd i hånd. Igen – jeg er relativ uromantisk og tror på, at det kun kommer af hårdt arbejde. Og du kan jo vælge at gå ind i din kreative tilstand, men du kan ligeså nemt vælge at gå udenom den.

Hvad driver dig? 
Det ved jeg ikke. Helt ærligt, jeg aner det ikke. Men jeg kan ikke lade være. Måske er det det?

Er kreativitet vigtigt – set i et samfundsmæssigt perspektiv? 
Ja! Meget. Ikke kun fordi verden skal fyldes med smukke ting, lavet af passionerede mennesker, men også fordi jeg tror på, at børn, der lærer at bruge deres kreativitet, kommer nemmere igennem mødet med livet.

Tak fordi du lyttede med. Og tak, Trine for muligheden.



Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne et billede af hvad kreativitet er og kan!

Har du lyst til at fortælle om din skabertrang? Send mig fluks en mail!


I næste uge vil Louise give sit bidrag til at komme endnu længere rundt om kreativitetsbegrebet

lørdag den 14. juli 2012

Lego ER the shit!



... som Ann-Birthe fra Billedguiden udtrykker det lige her, i et indlæg om forskellige streetart-typer.

Yarnbombing - det var smadder skægt.
Men næste gang skal vi prøve noget andet. Og temmelig forført af Ann-Birthe vil jeg på ingen måde afvise, at næste gang vi skal lege dén leg - bliver det med Lego.

Hvad siger du? Skal vi lege en leg med noget farvestrålende plastik i gadebilledet??
Se i øvrigt denne lille fine og superinspirerende film. Sådan noget skal vi da lave, hva?!

(Ja. Selvfølgelig skal vi da det! Og jeg narrer ingen ved at lade som om det er et spørgsmål, for Ann-Birthe og jeg er allerede igang med at lægge planer. Og du bliver også inviteret! Stay tuned...)


fredag den 13. juli 2012

Direktøren


Apropos dét der med at skabe...

Dirketøren har resideret på hjemmekontoret i en uges tid, og vi er så småt ved at få styr på arbejdsfordelingerne.
Han er en bestemt herre, men som med de fleste chefer bliver han tilfreds og fredfyldt når opgaverne bliver udført i tide og med den indsats de fortjener.

Når han kigger væk snyder jeg mig dog til at passe nogle af mine andre forpligtelser - og på den måde håber jeg at næste udgave af 'SKAB DIG' lander i din inboks i løbet af de kommende dage.






tirsdag den 10. juli 2012

Wenche - Skabt til at skabe

Wenche er Dukkemagersken, og fødselshjælperen bag adskillige småpigers første store kærlighed.
Hun udgav i 2012 'Tusindfryd dukker' - bogen om hvordan man selv kan sy sin egen dukke. *

Derudover er Wenche en af blogland mest gavmilde krea-bloggere; hendes farerige og sprudlende blog bugner med inspiration og lækre DIY for enhver smag.

 At skabe gør mig glad, særligt hvis det jeg skaber kan glæde andre



Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer, der kickstarter din kreativitet?
Jeg har mine foretrukne materialer som garn, uld og stof - MEN et hvilket som helst materiale kan i den rette stund sparke en idé igang i mit hovede, og give mig lyst til at gøre noget med det.

Var du kreativ som barn?
Ja meget, mit hoved har altid haft gang i noget, hvilket særligt var et "problem" i folkeskoletiden, for jeg tegnede fantasiuniverser og drømmeprojekter i alle min kladdehæfter og var fast kunde hos pedellen som udleverede nye hæfter, det var dog ikke så ofte dem med linier og striber jeg hentede.
I min fritid byggede jeg meget af alle mulige materialer derhjemme både ude og inde, legede meget lidt med færdigt legetøj, dukkehus og ligende bestod mest af bøger der blev sat op og indrettet med kapsler sten osv, det var så fantasien der formede resten for mig.

Har det betydet noget for din egen kreativitet at blive forælder?
Jeg har måske rettet mine projekter mere i en børneretning, men ellers ikke.
Drømmen om selv at sy en dukke havde jeg allerede som lille pige, for der fandtes ikke en dukke som jeg allerhelst ville have den udover i mit hoved.
Jeg har dog i forbindelse med mine børns vuggestue/børnehave og skolen lavet mange ting målrettet til børn; både som gaver til stederne, men også til div. basarer.

Hvad betyder din kreativitet for dig?
At bruge min fantasi, mine hænder og mit hoved i een kombination er en del af mig.
Jeg kan ikke lade være - og lod jeg være tror jeg min hjerne ville blive overfyldt med ideer og trang, og jeg eksplodere til sidst, måske endda blive trist ;-))
At skabe gør mig glad, og særligt hvis det jeg skaber kan glæde andre, så er det dobbelt op på glæden. Så det er vel blot en nødvendig del af mig , mit liv.


Hvornår får du dine bedste ideer?
Det ved jeg faktisk ikke? Ideer kan jeg få på alle tider og steder, i perioder kan der ingen ideer være og i andre kan jeg nærmest have brug for at indkapsle mig og få dem ud, fordi der er så mange på een gang.


Hvor får du dine ideer fra?
Jeg tror ideer udspringer af indput/inspiration, enten bevidst eller ubevidst og det kan være en ting i vest som udløser en idé i øst, så der er ikke nødvendigvis en logisk sammenhæng.
Det er lidt som en kædereaktion - en ting går ind bliver forarbejdet, skudt i en retning og ponger ud helt forvandlet.

Kræver din kreativitet specielle fysiske rammer?
Selve idéskabelsen gør ikke, men er det noget som skal sys kræver det jo et bord og en symaskine.
Andre ting kan man klare de mærkeligste steder, ex. tror jeg at jeg er den første mor i B93 der har siddet på sidelinien til fodboldtræning og hæklet i regnvejr....

Hvad gør du så, når en rigtig god idé opstår?
Så er jeg nødt til at aflyse alt hvad aflyses kan, og gå igang med den for at se om den holder.

Hvad sker der inde i dig, når du fordyber dig og skaber noget med dine hænder?
Det giver mig glæde og tilfredsstillelse, jeg bliver total optaget af det, kan ikke rigtig lægge det til side, jeg har sågar fiflet med noget imes jeg har lavet mad....

Fortæl om noget du har skabt, som du er allermest stolt af?
Der er ikke noget jeg er mere stolt af end andet, ordet 'stolt' tror jeg slet ikke er den følelse min skabelser bringer.

Hvis jeg skal måle det i noget tror jeg mere jeg gør det i hvor mange andre der får lyst til at gøre mig "kusten" efter ;-)
Synes det er skønt at andre får lyst til og lykkes med at lave noget jeg ex. har vist hvordan man kan gøre.
Her er mine dukker og Grannystripetæpperne nok dem der "hitter" højest ;-)



Hvis du fik ubegrænsede midler til at skabe noget virkelig stort - hvad ville du så kaste dig ud i?
Jeg har en stille drøm om at købe en KÆMPE karré i ex. København og Århus, der skal være livsrum for alle aldre med integreret vuggestue/børnehavne /fritidshjem, ældrebolig, studiebolig og familiebolig. I gårdmiljøet skal der være små kolonihaver hvor alle kan plante og høste, høns og kaniner, solkroge, sportsplads ect...kæmpe projekt ligger derinde i min kringlede hjerne.
Laaaang forklaring og en kæmpe tegning ;-)
Men altså det ville nok kræve en af de helt store lottogevinster....for det skal være billigt men vidunderligt at bo her!
  
Har du nogle kreative forbilleder? Hvad inspirerer de dig til?
Jeg har ikke nogen bestemt , men andre kreative mennesker, hvis hjerne på en eller anden måde svinger i samme rytme som min, elsker jeg at være sammen med, og vores samvær og samtaler giver mening og endnu flere ideer, en skøn ting og skønt at kunne lufte ud til folk der forstår én.


Hænger kreativitet sammen med en bestemt følelse? Glæde? Sorg? Frustration? Begejstring?
Et kreativt projekt det ikke rigtig vil som jeg vil kan en sjælden gang godt give lidt frustration, men jeg giver aldrig op på noget jeg virkelig VIL, så det ender med glæde når det lykkes.

Sætter du din kreativitet i system - eller lader du den boltre sig frit?
Jeg har ofte prøvet at systematisere, men det er aldrig lykkes og nu får det bare lov at rende hvorhen det vil ;-)
  
Er kreativitet vigtig - set i et samfundsmæssigt perspektiv?
Det vil jeg bestemt mene. uden kreative sjæle tror jeg vores samfund ville se meget kedeligt og fattigt ud :-)

Har du noget liggende i skuffen - projekter og/eller ideer som venter på at tiden eller overskuddet kommer?
Ikke i en skuffe - men de står i kø i hovedet på mig. Men jeg må jo som alle andre affinde mig med ikke at have 10 arme.




Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne et billede af hvad kreativitet er og kan!
Har du lyst til at fortælle om din kreativitet og skabertrang? Send mig fluks en mail!

tirsdag den 3. juli 2012

Monica Jørgensen - Skabt til at skabe

Det gjorde noget ved mig at miste mit job


Monica er journalist, ord-brygger og indehaver af MOJO Kommunikation.
Hun blogger om PR og synlighed på de sociale medier, og især hendes (gratis!) e-bog om blogging er værd at kigge nærmere på!
Monica er skarp, når hun bliver personlig - og så overraskede hun alle (vist også sig selv?) ved at være lige så bidt af det lyserøde cykelløb som visse andre...




Er der nogle bestemte materialer eller fysiske rammer, der kickstarter din kreativitet?

Kreativitet kan for mig komme til udtryk på flere planer og i forskellige sammenhænge.
Hvis det handler om at lade kreativiteten flyde sprogligt, kickstarter jeg processen i samtale med andre mennesker og ved at læse en masse ord andre har skrevet.
Men handler det om at gå i gang med at sy, må jeg indrømme, at det mest af alt handler om, at jeg skal finde en dag, hvor der er et ledigt hul.
Kreativ på kommando. Det har jeg lært i de år, jeg arbejdede som journalist. Det kan godt lade sig gøre, selv om det kan være svært.

Var du kreativ som barn?

I mine forældres baggang hænger en skifteramme, som i snart 30 år har beskyttet et yndigt, lyserødt applikeret billede, jeg har syet. En stor, hvid kat, der slænger sig i et rosa-landskab.
Det forlyder at jeg altid var i underskud på materialekontoen i fritidshjemmet, så jo... jeg var et kreativt barn.

Har det betydet noget for din egen kreativitet at blive forælder?

Godt spørgsmål...
Jeg lader min fortællelyst få frit spil, når jeg digter historier for min søn og synger hjemmekomponerede sange for ham.
Og sammen med min søn genfinder jeg de traditioner, jeg selv husker fra min barndom; vi klipper gækkebreve, vi tegner og maler.

Da jeg var gravid, havde jeg mange tanker om alt det babytøj, jeg selv skulle sy. Jeg købte mønstre og stof i lange baner. På nettet kunne jeg jo se kreabloggerne overgå hinanden i evnen til at sy petit tøj. Men det der måske skulle virke som inspiration satte på én eller anden måde en stopper for mine udfoldelser.
Jeg fik præstationsangs. For SÅ god er jeg da heller ikke til at sy.

Hvad tænker du om ordet/begrebet 'kreativ'?

Det handler om at skabe noget - om at finde alternative veje at komme rundt på.
Det er en måde at tænke på - en måde at være på.

Hvornår får du dine bedste ideer?

Når jeg har ro.
På ferier, hvor jeg lukker ned for online-universet, lader telefonen ringe og kun koncentrerer mig om at være tilstede i nuet.
Jeg bliver mere og mere bevidst om, at jeg i dagligdagen skal finde ud af at skabe det rum, der giver ro - for at få ideerne til at blomstre.

Hvad gør du så, når en rigtig god idé opstår?

Jeg er meget utålmodig. Og får jeg en idé, begynder jeg straks at skrive ned i min notesbog.
Glem alt om computere, iPads og iPhones her. Der skal en god, gammeldags notesbog til.
Jeg laver mindmaps, lister, noter og tegninger. På den totalt simple måde er nogle af mine bedste (forretnings)ideer opstået.

Hvad driver dig? - Hvor får du din inspiration fra?

Inspiration kommer mange, mange steder fra.
Overordnet er det samværet med andre mennesker, som har størst betydning ift. inspiration og kreativitet. Og det er præcis det, der driver mig. At møde mennesker og sammen og hver for sig skabe værdi.

Hvad har du skabt, som du er allermest stolt af?

Min søn - men det tæller vist ikke med i det her :-)

Men mit firma MOJO Kommunikation er skabt på baggrund af min evne til at tænke kreativt i en presset situation.
Jeg mistede mit lønmodtager-job under finanskrisen. Og det gjorde noget ved mig.
Først blev jeg ked af det, så blev jeg sur, og så blev jeg fandenivoldsk. Min egen stædighed blev det kreative greb, der skulle til, før jeg kunne se mig ud af den kaotiske situation, jeg befandt mig i.
MOJO har siden ført mange ting med sig, som jeg hver for sig er stolt over og taknemmelig for.

Er kreativitet vigtig - set i et samfundsmæssigt perspektiv?

Ja SGU! Vores land kan ikke leve af produktionsvirksomheder, der skal nye tiltag til.
Samfundet har brug for mennesker, der er kreative, har evnen til at turde og lysten til at skabe noget nyt. Når vi tør kaste alle "det har vi prøvet"-tankerne og alle "ej, det kan man da ikke"-tankerne væk, tror jeg på der vil opstå præcis de tanker, som kan være med til at generere noget nyt, som skaber værdi for dig, for mig og for hele fællesskabet; samfundet.



Skabt til at skabe er en perlerække af vidunderlige, dygtige og inspirerende mennesker - som alle svarer på hvad kreativitet og skabertrang betyder for dem.
Skabt til at skabe er intet mindre end et forsøg på at danne et billede af hvad kreativitet er og kan!
Har du lyst til at fortælle om din kreativitet og skabertrang? Send mig fluks en mail!


I næste uge vil Dukkemagersken, bedre kendt som krea-bloggeren Tusindfryd, fortælle om sin kreativitet. Læs med på tirsdag.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...